Majestaten fra dybet

Majestaten fra dybet

En artikel om Cyphotilapia frontosa ”Mpimbwe”

Tekst og billeder af: Jesper Taustrup 

Billede af min ca. 17 cm. store han.

Da jeg fik chancen for, at købe en lille gruppe bestående af en han og fire hunner, af C. frontosa ”Mpimbwe” fra Tanganyikasøen slog jeg til. Fiskene gik hos en god bekendt og var opdræt fra hans vildtfangede flok, som han har haft gående siden sidst i firserne. Denne voksen flok og deres mange unger, i alle størrelser, gik i et ca. 1200 liters træakvarie og det var tydeligt at se at de mange ungfisk på de der 15-20 cm. ikke fik et ben til jorden for deres ”GAMLE” far, som havde en størrelse af ca. 35 cm. Vi blev enige om, at han skulle fange en 8-10 stykker op også kunne jeg komme weekenden efter og udvælge dem jeg skulle bruge. Da ugen var gået og jeg kom for at hente mine fisk, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne, efter de var flyttet til et andet akvarie var der sket en kæmpe forandring. Fra at være nogle hvide og brunt strippede fisk, havde de nu fået en snært af det blålige skær og meget kønnere en før. Jeg fik fiskende hjem i akvariet, hvor de skulle dele pladsen med to hanner og to hunner af Bentochromis tricoti, som havde gået i akvariet en lille måneds tid. Efter sigende skulle de to typer gå utroligt godt sammen, da det faktisk er sådan de går under naturlige forhold. Der var heller ingen ballade frontosaerne var lidt sky de første 3 uger, men de har da efterhånden ventet sig til akvariet og at vores lille søn engang imellem lige syntes forrunden skal ha en ordentligt klask med flad hånd. 


En hun på ca. 12 cm. 


Hannen med sit smukke blålige skær. 

De naturlige forhold

Denne majestætiske fisk lever på dybder mellem 5-70 meters dybde og altid i nærheden af klipper. Den går i flokke med en enkelt stor han og 10-15 hunner, det er dog ikke unormalt at der i flokken også er 1-2 mindre hanner til at overtage tronen for den ældre ikke kan mere. Den glider rundt blandt klipperne er har et meget roligt sind og ser ikke ud til at have travlt medmindre den jages af enten større fisk eller dykkere på jagt efter denne fantastiske fisk. Dens rolige gemyt har dog visse fordele når det gælder dens fødesøgning, den ses ofte cirkle rundt under store flokke af cyprichromiser (læs. En silde ligende fisk, dog fra samme familie som frontosaen) på flere tusinde individer, som er dens fortrukne føde. En fisk som cyprichromiserne opholder sig i dagtimerne i de åbne vandmasser og ved skumring søger de så mod bunden for at hvile og her kommer dens rolige bevægelser, frontosaen til gode, da den langsomt nærmer sig sit bytte til den til sidst er så tæt på, at den med blot en lille acceleration kan overrumple dens bytte.
Selvom den ikke er den store forfølgelses jæger kan der dog engang imellem ses, jagte hanner af cyprichromis som har mistet deres territorium til yngre hanner og derfor svømmer forvildet rundt udenfor stimen. Udover disse silde ligende fisk består føden af store invertebrater som findes i sandet eller mellem de sedimentrige klipper. 

Udbredelsen

Frontosaen er endemisk i Tanganyika søen og der findes et hav af forskellige fangstvarianter nogle af de mest kendte er Mpimbwe, Burundi, Moba, Zaire, Kitumba og en variant der skiller sig lidt ud fra de andre er den fra Kigoma, som har en stribe mere end de sædvanlige seks. Grundfarven er hvid med sorte lodrette bånd men hos nogle af varianterne som min egen er det sorte bånd næsten mørkeblåt og den hvide grundfarve har et lyseblåt skær. 

Mpimbwe varianten har modsat de andre ikke en tvær stribe der løber gennem øjet og videre ned til bugen, men i stedet en mørkeblå maske. Finnerne hos denne kan blive utroligt lange og slutter i sylespidse finnestråler, på billedet ovenover kan man ane, at de så småt er begyndt at blive lange. Det er både bug, gat og rygfinner der vokser sig lange og det er nok også derfor denne kæmpe ser så elegant ud, som den gør. Hannerne udvikler med tiden pande pukler, disse kan hos ældre individer blive enormt store og det kan se utroligt komisk ud, når puklen næsten er ved at vokse ned over munden. 

Formering

Hos mange cichlider plejer hannen at erobre et territorium og klargøre dette ved enten at rense en sten eller klippe, nogle arter graver en grube i sandet og her leger hannen så med hunnen. Frontosaens leg foregår som regel i en hule/grotte, eller på en stor flad sten, men hannen indtager ikke et territorium, ”det er der alt for meget arbejde med” Ved legen kommer dens rolige gemyt igen til udtryk. For at lokke hunnen til legestedet må hannen være yderst forsigtig, hannen ligger sig langsomt på siden med sammen foldede finner og dæmpet krops farve, for ikke at skræmme hunnen væk. Dette er meget atypisk for cichlider, da de fleste tiltrækker hunnen ved at posituere sig med udfoldede finner og stærke farver. Hunnen ligger et æg af gangen og tager det i munden. Hannen som stadigvæk ligger på siden, afgiver så sin sæd og vifter forsigtigt denne ind i hunnens mund med finnerne, så han er sikker på at æggene bliver befrugtet . Dette ritual gentages indtil hunnen ikke har flere æg, hun kan lægge mellem 40-50 æg. Det er aldrig observeret under naturlige forhold, at hunnen direkte går efter hannens anal finne, så hvordan han leder sin sæd ind i hunnens mund er forsat en gåde. Der er dog visse teorier om, hannen afgiver så meget sæd på engang, at der er nok til at befrugte de fleste af æggende. Optakten til legen kan trække sig over flere uger, herefter er det kun hunnen der deltager i yngleplejen og ungerne slippes når de er fem uger gamle.