Barbus nigrofasciatus

Purpurbarben 

En af mine interesser som akvarist er akvariehobbyens fortid. Derfor samler jeg på ældre akvarielitteratur og gammelt udstyr, og jeg elsker at læse bøger og tidsskrifter fra fortiden. Det er gået så vidt at jeg også er begyndt at interessere mig for nogle af de klassiske akvariefisk, altså dem vores forgængere holdt og opdrættede i hobbyens blomstrende ungdom - 30’erne og 40’erne. 

Purpurbarben Barbus nigrofasciatus - ”den sortstribede barbe”, hører til i dette selskab af klassiske arter. Den bliver indført som akvariefisk i Holland og Tyskland i 1935 og hentes så til Danmark i 1936. Datidens akvarister var begejstrede og den beskrives fra første færd som en aldeles pragtfuld, nøjsom og livlig barbe. Opdrættet lykkes hurtigt ved de kendte opdrætsmetoder til barber, og purpurbarben er herefter en særdeles populær akvariefisk i flere årtier. 

Purpurbarbens naturlige levested finder vi på tropeøen Sri Lanka hvor den lever i små vandløb - ofte med en tæt undervandsvegetation. Den er fundet i lavlandet såvel som i bjergbække hvor temperaturen kan være adskillige grader lavere. Det nævnes også i både ny og gammel litteratur at denne fisk trives ved temperaturer ned til 20 grader. At den kan trives ved lave temperaturer gør at den i modsætning til flere andre arter har kunnet overleve ”de kolde år” med brændselsrationeringen under 2. verdenskrig som gjorde et ikke ubetydeligt indhug i datidens bestand af tropiske akvariefisk. 

Purpurbarben er udvokset ved en længde på ca. 6 cm. og det er en relativ højrygget barbe som især orienterer sig ved bunden. 

Hos dyrehandleren er disse barbers farvepotentiale som regel en hemmelighed, men blandt akvarister som kender den har purpurbarben mange fans. 

En beskrivelse er svær og bør efter min mening ikke være lang og omstændig, men med få ord kan hanner hos denne art farve ud med en meget intens purpurfarve som nærmer sig kulsort så den nærmest er fløjlsagtig. Det er beskrivende at amerikanerne kalder den "Black Ruby" – altså "sort rubin". På fiskenes sider er de relativt store skæl besat med hvert et lille gnistrende, grønt spejl som tager sig ekstra godt ud når fisken er mørk. Hunnerne er også nydelige, men mere moderate med brede mørke striber på en beige-rosa bund. 

Som hos mange andre akvariefisk skal akvaristen levere de rette forhold for at kunne opleve fiskenes naturlige adfærd og dermed de naturlige farver. Først og fremmest er det af afgørende vigtighed for purpurbarbens fantastiske farver at den har selskab af artsfæller. Hvis man vil se hannernes iltre temperament og totale udfarvning er det en forudsætning at man holder flere hanner, og i en god flok på 10-15 dyr, med en ligelig kønsfordeling, vil der næsten altid være hanner i yngledragt. 

En anden forudsætning for tilfredse purpurbarber er et velbeplantet akvarium med en del skyggefulde områder og et ikke for lyst bundlag. Oplagte plantevalg findes i slægten Cryptocoryne hvoraf flere arter (fx C. wendtii og C. undulata) er fra Sri Lanka og tilmed kan trives ved svag belysning som disse fisk ynder at kunne trække sig tilbage til. Purpurbarben er en eminent svømmer og er især god til at manøvrere i tæt beplantning. Den elegante facon og den mørkerøde farve forstærkes betragteligt mod grønne planter. 

Ideelt set skal en flok af nævnte størrelse have en kvadratmeter varieret undervandslandskab at boltre sig på, men mindre kan heldigvis gøre det. Blot vil det være synd og hæmmende for den naturlige adfærd at byde disse dyr et lille akvarie. Vi skal op over 100 liter. 

Der er mange akvariefisk som går under betegnelsen ”stimefisk”. Denne betegnelse kan også anvendes om Purpurbarben, selvom det måske er mere rigtigt at kalde den for en ”flokfisk” når man beskriver dens naturlige selskabelighed. Under gode forhold vil unge fisk stime det meste af tiden. Hos voksne fisk vil hannerne i perioder være ret territoriale og holde sig omkring en udvalgt plantetykning som de ihærdigt forsvarer mod rivaler mens de forsøger at lokke hunnerne derind. 

Barbus nigrofasciatus er glad for sine egne æg og vil man mere end blot se legen, som kan opleves i prydakvariet, må man i gang med et opdrætsakvarium. Her kan vandkvaliteten også bedre styres og en legerist kan indsættes. Legeristen kan være af plast, glas, nylon eller andet. Blot den kan beskytte æggene mod avlsfiskene. 

I den ældre litteratur skrives ofte om ynglepar, men efter jeg flere gange med gode resultater har sat regnbuefisk til leg i mindre flokke, er jeg også begyndt at gøre det med barber og karpelaks og indtil nu synes jeg det virker godt (og så bliver der større genetisk variation hos yngelen). Til opdræt af purpurbarber og andre robuste karpefisk i samme størrelse bør man anvende et mellemstort opdrætsakvarium på mindst 30 liter, gerne væsentligt større. Da dagen for mit første purpurbarbeopdræt kom havde jeg forberedt et helt nybygget 90-liter akvarium med halvt kul- og tørvefiltreret regnvand og halvt postevand. Purpurbarber behøver ikke ubetinget blødt vand til opdræt men vandets hårdhed har sandsynligvis en ret stor betydning for kuldstørrelsen. I bunden havde jeg lagt en stor tot grove filterspåner som jeg havde dækket over med et stykke stormasket nylonnet til frugttræer – (maskestørrelse 5x5 mm pris 8,- kr./m ²). Nettet blev holdt effektivt nede langs akvariebundens sider ved hjælp af 4 tunge glaslister. Bunden var dækket af et tyndt lag tørv. 

1,5 velfodrede purpurbarber, som dog havde fastet det sidste døgn, blev så sat i det tørvebrune vand og temperaturen blev sat til 27-28 grader. En luftsten sørgede for ret kraftig gennemluftning og en smule vandbevægelse. 

Selve legen så jeg ikke – den er muligvis foregået i det tidlige morgenlys som det ofte beskrives af de gamle opdrættere. På andendagen var hannen stadig meget aktiv og helt mørk med vinrød næse – opsat til leg – men hunnerne trykkede sig lidt og ville vist helst undgå hans ivrige dans. Jeg kunne se en del æg i tørven og fjernede fiskene. Efter 4 dage var de første unger til at få øje på. Der var ikke så mange men de sad på akvariets sider og lignede mest af alt små, grå glassplinter. De har vel været ca. 5 mm lange. Endnu et par dage efter begyndte de at ”lette” og tumle rundt og jeg begyndte at fodre med Liquifry. Allerede efter få dage kunne ungerne tage nyklækkede artemia og jeg trappede infusoriefoderet ned til et par dråber dagligt. Derefter gik det let, og det var en daglig fornøjelse at tælle og gætte på det endelige antal. Så snart ungerne svømmer rundt kan man ane begyndelsen til det stribemønster som har navngivet fisken. 
Da ungerne efter et par måneder blev fanget op var de ca. 1,5 cm store og der var omkring 200. Det er jo et fint antal, men ifølge Akvariehåndbogen af K.K. Laursen -1951, er det ikke usædvanligt at ende med op til 1000 (!) unger af en enkelt hun, så jeg kan vist ikke kalde mig helt udlært indenfor purpurbarbeopdræt endnu! Mit kuld ville sandsynligvis være større hvis jeg havde fodret de spæde unger med naturinfusorier som man benyttede på K.K. Laursens tid… 
Der er mange glæder ved opdræt af barber og en af dem er utvivlsomt synet af en hundredtallig stime i et akvarium. I dette tilfælde fine, sortstribede unger med en voldsom appetit og nysgerrighed. Der var ca. 20 unger som voksede langsommere end resten. De endte som foder for andre fisk. Resten blev afhændet til forretninger. 
Inden man erhverver sig purpurbarber vil jeg lige nævne at der kan være forskellige varianter i forretningerne. Om der er en højlands- og en lavlandsvariant ved jeg ikke, men jeg har observeret to tydeligt forskellige varianter hvoraf den ene udmærker sig ved en tidlig udfarvning af hannerne, mens den anden er mere højrygget og farver langsommere ud. 

Hans Martin