Betragtninger om Caulerpa Taxifolia. Aug. 97.

Af Poul Andersen. Caulerpa, som er en af de højerestående alger, som i saltvandsakvarier med stor belysning kan gøre det ud for ferskvandsakvariets planter, og dermed bidrage til den dekorative virkning, findes i forskellige anvendelige typer. 
Det vil her være for omfattenede, at skitsere alle Caulerpatyperne, men, budskabet er, at hvis man retter henvendelse til den anerkendte Zoo Wilhelmina i Stuttgart, i Tyskland, og forespørger, hvad var det, der lige skete i 1976 omkring specielt Caulerpa Taxifolia, så vil man sikkert få det svar, at det er der da ikke nogle, der kan huske. Forskellige biologer, der var med den gang, udtaler imidlertid, at den Zoologiske haves eksperimenter med eksotiske algetyper fra Stillehavet har haft en utilsigtet virkning. 
Caulerpa er i alle afskygninger en brugbar alge i akvarier, køn, ikke svær, i forhold til mange tangplanter, det man skal gøre sig klart er, at hvis denne plante, (alge) får optimale forhold som består af den rigtige temp. Næringsrigt vand og lys, kan vokse i uhørt omfang. En anden ting er, at den udskiller et stof, som er ,om ikke giftigt, så væksthæmmende for andre saltvandsplanter samtidig med, at de fleste normalt plantespisende dyr undgår netop denne. Wilhelmina Zoo forærede Caulerpa Taxifolia til forskellige andre offentlige akvarier omkring 1983. Kort efter menes den at være sluppet ud i Middelhavet, da det Oceonografiske museum i Monaco tømte sine tanke. 
Siden har Caulerpa bredt sig langs den franske Rivera, rundt om Mallorca og østpå til den italienske og kroatiske kyst i adriaterhavet. Væksten er enorm, i 1997 blev der målt vækst på 3.500 hektar, ca. 3500 fodboldbaner, tag ikke fejl, det stopper ikke her, det er Alexander Meinesz der udtaler dette, han burde vide hvad han snakker om, ellers var han vel ikke professor i biologi ved Nice-Sophia Antipoli universitetet i Sydfrankrig. På Mallorca forklarer lederen af havmiljø-overvågningen, Antoni Grau, at han ofte sender dykkere ned de steder hvor Caulerpa har slået rod – måske efter at have været transporteret til øen af lystbådenes ankre. 
- Jeg har aldrig set noget lignende. Hvor Caulerpa Taxifolia vokser, forsvinder alt andet. 
- Der er ikke flere søanemoner, krabber, søstjerner, rejer, og kun få fisk. Hele økosystemet ændres, siger Grau. 
Algen er ikke giftig for mennesker, der er også mange andre eksempler på små havdyr der har krydset havene på f.eks. vandflyvernes landingsstel . Zebramuslingen har rejst med skib fra det sydlige rusland til Hudsonfloden og de store søer i USA, hvor den nu breder sig og blokerer byernes vandsystemer. Der er utallige andre historier, f.eks. har en lille goble taget turen den anden vej, fra den amerikanske Atlanterhavskyst til Sortehavet, hvor den har ædt så mange fiskeæg og larver, at mange havdambrug har været nødt til at lukke. 
I Middelhavet forsøgte man i starten ved hjælp af dykkere at plukke og suge caulerpaen op med kraftige pumper. Men den vender hurtigt tilbage. Forskere er nu i gang med at kortlægge algens rejse og eksperimentere med måder at komme algen til livs. 
100.000 foldere på 6 sprog beder fiskere, dykkere og lystsejlere om at rapportere fund af planten og undlade at smide den tilbage i havet, hvis den bliver opsamlet. I et laboratorium i Nice klækker biologer tusinder af snegle fra Caraibien, da de æder en lokal variant af caulerpaen. Biologerne venter på tilladelse fra den franske regering til at slippe sneglehæren løs. Men der er kritikere der frygter, at sneglene vil forstyrre havet endnu mere. (Gensplejsningsproblematikken om igen) . Alexander Meinesz, der er ansvarlig for snegle som bekæmpelsesmiddel mener dog, at det er sikkert nok, som han siger angriber sneglene kun Caulerpa, men allervigtigst, de vil dø af kulde om vinteren. Miljøministeriet i paris er imidlertid ikke overbevist. Ovenstående lille historie om Caulerpa Taxifolia, som mange saltvandsakvarister plejer med stor fornøjelse i deres akvarier, skulle anskueliggøre, at man skal være varsom med (som vi høre så tit i medierne) at sætte dyr og planter ud i en biotop, hvor de ikke naturligt høre hjemme. 

Kilde: The New York Times. Juni 1997.