Anomalochromis thomasi (Boulenger 1916)

En afrikansk perle

Anomalochromis thomasi har mig bekendt kun et par danske populærnavne. Thomasi’s dværgcichlide og Afrikansk sommerfuglecichlide. Det er muligt at der findes enkelte andre, men jeg tror at den har haft flere navne på latin end på dansk. Jeg vil i det følgende afsnit prøve at beskrive hovedlinerne i fiskens vej til dets nuværende navn, så hvis du hører til dem der mener, at taxonomisk historie er nogenlunde lige så interessant som forordet til bogen “Kvinde, kend din krop” så spring endelig det næste afsnit over! 

Taxonomisk historie:

Den blev førstegangsbeskrevet i 1916 af ichtyologen G.A. Boulenger som Paratilapia thomasi. Slægten Paratilapia var på det tidspunkt en broget forsamling af forskellige afrikanske cichlider der ikke havde meget andet til fælles end slægtsnavnet. Det varede da heller ikke længe før manden der efterfulgte Boulenger som kurater for fiskeafdelingen på British Museum, C. Tate Reagan, i 1922 pillede slægten fra hinanden, så der kun var en fisk tilbage i den, nemlig den for øen Madagascar edemiske art P. polleni. Paratilapia thomasi blev herefter til Pelmatochromis thomasi . Her hyggede den sig i omkring 40 år sammen med bl.a. Kribensis, der også var placeret i denne slægt. Daget flyttede i 1962 thomasi over i sælgten Haplochromis, hvor den i en kort tid delte slægt med en lille mundruger, der på det tidspunkt også var fejlplaceret her. Det var der imidlertid ikke ret mange ichtyologeer, der syntes var en god ide, så i 1968 foreslog Dirk Thys van den Audenaerde at thomasi blev placeret i slægten Hemichromis i forbindelse med at han delte den gamle pelmatichromis slægt op i 4 slægter (Pelmatochromis, Chromidotilapia, Pelvicachromis og Nanochromis). Han gjorde imidlertid ikke alvor af sit forslag og lod egentlig thomasi hænge lidt i luften. Til gengæld syntes Loiselle rigtig godt om forslagt. Han forsvarede det i hvert fald hele vejen op gennem 70’erne og i 1979 placerede Wilson og Loiselle formelt fisken i denne slægt. Thomasi kom således også i slægt med den røde juvel cichlide, Hemichromis bimaculatus. Men, historien slutter selvfølgelig ikke her. P.H Greenwood der også gennem længere tid havde arbejdet med fiskene i den engang så store Pelmatichromis slægt, var også stødt på det problem at thomasi ikke rigtigt passede ind på nogle af de eksisterende hylder, og hvad gør man så? Man laver selvfølgelig en ny slægt specielt til denne fisk. Slægtsnavnet blev Anomalochromis og foreløbig er Anomalochromis thomasi alene om at bære dette slægtsnavn. Forskellige rygter fortæller imidlertid, at et par nye fisk er på vej ind i slægten. Mere herom senere. 

Biotop og udseende:

Fisken kommer fra de 2 vestafrikanske stater Sierra Leone og Liberia, hvor den fortrinsvis lever i små vandløb, der snor sig gennem skov- og busklandskaber. Den deler bl.a biotop men Pelvicachromis humilis, der er en “fætter” til Kribensis. Vandløbene indeholder surt og blødt vand som det ofte er tilfældet i Vestafrika, men den både trives og formere sig i udmærket i Århusvand (pH 7,5, DG 15) Det der kendetegner fiskens udseende er en lidt rundere form end f.eks Kribensis. Grundfarven er gullig, aftagende fra meget gul for oven og næsten hvid på bugen. Små selvlysende lysebål pletter er tapeseret i vandrette striber hen langs siden af fisken, hvilket formodentligt er årsagen til populærnavnet Afrikansk sommerfuglecichlide. Strålerne i rygfinner har en tilsvarende lyseblå skygge, der ender i en vandret stribe af rød og hvid. 

Fisken har også sorte aftegninger, men disse variere meget i forhold til hviket humør fisken er i. Minimumsaftegningen er 3 sorte pletter hen langs siden. En på haleroden, en på gællelåget og en i midten. Dertil kommer en sort streg ned over øjet. Fisk der går alene eller fisk der føler sig truet, vil ofte gå med denne farvetegning. Et par, der går godt eller en gruppe ungfisk der føler sig godt tilpas,vil derimod ikke have de 3 pletter men i stedet have 6 lodrette sorte striber ned langs siden. Dette er meget nemt at efterprøve, hvis man har et par der går godt sammen. Prøv at skille dem ad, og de vil begge skifte farvetegning. 

Størrelsen på et voksent par er omkring 9 cm for hannens vedkommende. Hunnen bliver omkring 7 cm. A. thomasi er en af de fisk, hvor der er et rent helvede at kende forskel på kønnene. I litteraturen findes der forskellige angivelser af hvordan man kan kende forskel på hanner og hunner, men jeg må indrømme at jeg aldrig med sikkerhed har kunnet kønsbestemme individuelle fisk. Det eneste jeg har konstateret, som er rimeligt sikkert, er at når 2 fisk på samme tid begynder at interessere sig for den samme sten eller planteblad, så er den mindste en hun og den største en han. 

Opdræt:

Som allerede antydet er der tale om en substratleger, der lægger æg på flade sten, rødder eller planteblade. Når man har to fisk der tydeligt har skilt sig ud som par, kan det være en god ide et sætte dem over i et opdrætsakvarie på ikke unden 50 liter. Hvis man sætter dem alene over i et opdrætsakvarie uden andre fisk, vil de ofte begynde at skændes. Man kan derfor med fordel give dem en enkelt eller to andre arter som selskab. Det betyder at de retter en del af deres opmærksomhed mod disse fisk, og som i ethvert andet ægteskab er det godt med impulser udefra. Overflade-killies er framragende som selskab da A. thomasi mest befinder sig i den nederste trediedel. Fredelige ungefødere og små tetraarter kan også bruges. 

Hvis man lægge en flad sten på et sted, som er rimeligt skjult og området omkring den er afgrænset af planter eller rødder, vil fiskene i 9 ud af 10 tilfælde vælge den til deres æg. Med skjult mener jeg egentlig bare et sted, der ikke ligger helt op af frontglasset eller midt på et stort ubeplantet område. Fiskene skal have en chance for både at føle sig trygge og for at forsvare området. Hvis man gør det lidt smart, vil fiskene ikke forsvare et område der er større end 20 x 20 cm 

Begge fisk passer ungerne i den første tid og som regelen er de da også nogenlunde til det. De kan dog finde på selv at æde unger eller æg. Hvis det genteger sig mere end et par gange kan æggene med fordel klægges kunstigt. Man stiller et akvarie op på ca 12 liter med friskt vand fra hanen. En fintboblende luftsten sættes i og stenen eller bladet med æg lægget herover. Mellem 90- 95% af æggene vil på denne måde klægges og vokse op. Med passende vandskift kan ungerne opfodres med nyklægget artemia, i dette akvarie i en 3- 4 uger, hvorefter de bør sættes over i større omgivelser. I litteraturen er antallet af æg opgivet til op med 300, men mine fisk plejer dog ikke at give større kuld end 100 - 150. 

Mange af de vestafrikanske cichlider syntes at have den “skavank”, at der enten er for mange hunner eller for mange hanner i kullet afhængig af opdrætstemperaturen og pH-værdien. Høj temteratur og høj pH giver mange hunner og omvendt. Mine erfaringer med A. thomasi siger mig, at det ikke er tilfældet med den, hvilket er ret behageligt da man jo også på en fornuftig måde skal kunne afsætte 100 - 150 unger. 

Er Anomalochromis en monotypisk slægt?

På internettet kan man læse om mindst 2 ubeskrevne arter, som ifølge eksperter på området skulle være selvstændige arter, der falde ind under slægten Anomalochormis. Om de, når de engang bliver videnskabeligt beskrevet, ender som selvstændige arter eller om de er at betragte som varianter af A. thomasi er ikke godt at vide. Jeg vil dog alligevel meget kort nævne de få kendetegn jeg har fået oplyst disse fisk. 

Den første er Anomalochromis sp. Liberia. Den adskiller sig fra den almindelige A. thomasi ved øjenfarven. Iris er lysende røde på denne fisk. 

Den anden er Anomalochrimis sp. Guinea, der adskiller sig fra de andre to ved at have 2 tydelige rækker af af små sorte prikker vandlet ned langs siden. En række lige under rygfinnen og en anden lige over bugfinnen. Anomalochromis’s popularitet i akvariehobbyen: 

Når akvariefisks popularitet blandt akvarister stiger eller falder er der som oftest en rimelig logisk forklaring på fænomenet. 

Når en fisk som Gambusia affinis i dag næsten ikke findes i vore akvarier mere, skyldes det med stor sandsynlighed at kendskabet til mere farverige og fredeligere ungefødere har gjort, at det er mere attraktivt at holde disse arter. Når Maliwicichliderne gjorde sit indtog i midten af 1960’erne og i en periode næsten udraderede de “gamle” cichlidearter, skyldes det helt sikker at den akvarietekniske udvikling gjorde det muligt at silikonelime meget store akvarier og derved reducerede omkostningerne ved at erhverve de ret store akvarier, som disse fisk kræver. Sådan kunne man blive ved at finde fornuftige forklaringer på enkelte fisk eller grupper af fisks op og nedture. En gang imellem syntes der imidlertid ikke at være nogen godt forklaring på hvorfor en fisk glider mere eller mindre ud af hobbyen. 

A. thomasi er et et af disse tilfælde. Det er en smuk, farverig og fredelig cichlide, der ikke graver og som iøvrigt kommer godt ud af det med de andre fisk, man typisk finder i et selskabsakvarie. Den er nem at holde og den formerer sig gerne under akvarieforhold. Den burde være et hit i vore akvarier og alligevel ser man den så sjældent. Det er efter min mening både synd og skam, da Anomalochromis thomasi er en sand afrikansk perle 

Af: Jesper Thorup 

kilder: · Buntbarsche aus Westafrika, 7. oplag 1997 af Horst Linke og Wolfgang Staeck 
· Ciklidbogen 1993, Ad Konings p. 163 -166 afsnittet skrevet af Mary Bailey. 
· The Dwarf Jewl Fish, Hemichromis thomasi af Dr. Poul V. Loiselle, Pd.D. 1983 
· Fishbase & www.nic.funet.fi