Chela dadyburjori

MENON, 1952 

I længere tid har jeg især været til små akvariefisk, og jeg er særligt fascineret af de mindre karpefisk; barber, danio og rasbora. Også mange af de små karpelaks står på mine ønskelister ligesom flere af de pragtfulde ”blåøjer” (Pseudomugil) fra Australien med deres sarte mønstre. Småfisk i flokke har noget særligt over sig. De matcher størrelsen på vores akvarier, og de kan stortrives med ret små fodermængder. 
Denne artikel skal handle om en forholdsvis ny og nærmest ukendt akvariefisk som sammenfatter mange af de allerbedste egenskaber fra Danio, Rasbora og de små ”blåøjer”. Det handler om Chela dadyburjori som jeg fik øje på hos min foretrukne akvariehandler for et par år siden. Chela og Esomus er to nærtbeslægtede slægter indenfor karpefiskene som på dansk kaldes for "flyvbarber", formentlig fordi de kan lette fra vandoverfladen når de bliver forfulgt. Deres brystfinner er opadvendte som hos øksefiskene og det er overfladeorienterede stimefisk som opholder sig mest i den øverste halvdel af akvariet. Det er udprægede insektædere, hvoraf flere holder en ret beskeden størrelse. Flere af disse Chela- og Esomusarter er perfekt egnede til akvarier; de er robuste, smukke og interessante, men i konkurrencen med andre populære karpefisk, har ”flyvbarberne” aldrig opnået større popularitet. Min interesse blev omgående vakt ved synet af de små elegante overfladefisk. Hvad var mon det? Jeg sikrede mig 14 til en ganske rimelig pris, og hjemme blev jeg hurtigt betaget af dem. Det er jeg stadig. 
Jeg har et dejlig langt akvarie som egner sig glimrende til den slags små flokfisk. Det rummer hen ved 200 liter og det er tæt beplantet bagtil, og de mange lave Cryptocoryner i forgrunden gør at der også er den fornødne svømmeplads til fritsvømmende fisk fra mindre vandløb; fisk som trives bedst med god vandbevægelse. En cirkulationspumpe bag en filtermåtte sørger for denne vandbevægelse ved at cirkulere akvariets indhold ca. 3 gange i timen. 
og jeg har lykkeligvis haft held og ihærdighed nok til at opdrætte denne lille yndefulde karpefisk flere gange, for det er sjældent den bliver importeret. For tiden går omkring 40 stykker fra 2. og 3. generation i mit lange akvarie som egner sig perfekt til dem. Noget som især tiltaler mig ved Chela dadyburjori er temperamentet, som er en del mere behersket end fx zebrafiskens urolige tumleri. Disse Chela er tilbageholdende uden at være sky og de går til foderet med mere anstand end mange andre akvariefisk. Udseendet har de også med sig - når de bliver passet ordentligt, og det er ikke svært, for de er hårdføre og taknemmelige som mange andre karpefisk. 
Grundfarven er varm kobber med en hel del violette og purpur overfladereflekser, og mere eller mindre sammenhængende punkter danner et tydeligt sortblåt længdebånd. I Tyskland har jeg set den til salg som "Blauglanzkarpfling", og det er et udmærket navn hvis man som tyskerne absolut vil have et populærnavn. 
Det er en slank fisk; maksimumstørrelsen ligger i nærheden af de 5 cm og hunnerne bliver en smule kraftigere end hannerne, som til gengæld kan skrue en lille smule mere op for den glødende kobberfarve når de laver deres små fine imponérdanse. Hvis ikke hunnerne er rognsvære er det svært at skelne mellem kønnene ud fra udseendet. 
At fotografere den slags hurtige småfisk er derimod meget svært, og det er trods anstrengelser desværre aldrig lykkedes mig at tage fotos af Chela dadyburjori som egner sig til gengivelse i et tidsskrift. Fotos i akvariebøger og på nettet yder heller ikke denne elegante stimefisk retfærdighed. 
Foderet til de mindre flyvbarber, kan bestå af alle slags små vandinsekter, myggelarver og nyklækkede artemia. Bananfluer i en lille størrelse er et ideelt tilskud (<>Chela dadyburjori tager ikke store fødeemner). Tørfoder tager de også gerne, men der skal ubetinget levende foder til før den rigtige rognsætning finder sted. Blot en uges fodring med cyclops og små dafnier kan tydeligt ses på hunnerne. Den del af opdrættet er ikke svært, de videre skridt er til gengæld ikke helt nemme, hovedsagelig fordi ungerne er ret svære at fodre op. De er ret små, så der skal infusorier til, og det er efter mine erfaringer slet ikke tilstrækkeligt med købe-infusorier. Microorm, som synker ret hurtigt, er heller ikke så velegnede da de meget små fiskeunger ikke så gerne tager dem og i øvrigt opholder sig helt oppe under vandlinjen. 
jeg fik Chela dadyburjori til at yngle første gang i et lille 12 liters plastakvarie med legerist og halvblødt, let surt vand (postevand og regnvand forsuret med almindelig tørv; ca. 8 hårdhedsgrader, pH 6). Opdrættet var på bare 18 unger. Siden har jeg haft mere held med acceptable antal på omkring 100 stk. Det sker når jeg sætter en lille flok på 7-10 legemodne fisk i et 90 liter legeakvarium og lader dem gå i et par dage. Jeg bruger stadig mellemhårdt vand som har trukket en uges tid på tørv, og det fungerer fint. Der lægges flere æg end disse 100, og der klækkes også flere unger, men det er endnu ikke lykkedes mig at få større antal til at overleve den første uges tid, og det er utvivlsomt på grund af utilstrækkelig foderkvalitet. Mine infusoriekulturer indeholder formentlig ikke nok af lige den slags infusorier som er Chela dadyburjori-yngelens foretrukne. Endnu en akvarist-udfordring: infusoriekvalitet..! 
Æggene er klare og de hæftes i mindre portioner til planter og andre faste genstande, legeristen for eksempel. I naturen bruger de formentlig rødder fra flydeplanter eller vegetation og rødder fra planter på brinken. Det lader nu ikke til at forældrefiskene er særligt interesserede i deres egne æg så de kan yngle i et akvarie uden rist med en stor dusk fintløvede planter, fx hornblad. I opholdsakvariet yngler de også ind i mellem på oversiden af anubiasblade. Under sådanne parringslege, er hannerne ret territoriale, og kan holde en stor flok artsfæller væk i adskillige timer mens de ihærdigt, dansende med hovedet nedad, kurtiserer de besøgende rognsvære hunner. Jeg lader gerne avlsfiskene faste en dags tid inden de kommer i det rene yngleakvarie, så de ikke forurener vandet mere end højst nødvendigt. Jeg ved at denne fastedag gør en afgørende forskel ved opdræt af flere typer følsomme karpelaks, så for at være på den sikre side bruger jeg denne procedure til alle fritlegende fisk.

Når fiskene har ynglet, tages de op, og akvariet lades helt i ro. De næste dage kommer så den spændende fase hvor man trykker næsen flad mod ruden, og får hold i nakken, mens man anstrenger sig til det yderste med en lille lommelygte for at få øje på de første små grå splinter. Når yngelen har siddet i 4-5 dage begynder de at hvirvle rundt og ender snart under overfladen hvor de står og venter på mad! 

Her kan den indre Ole-opfinder komme på banen når der skal konstrueres dryp-systemer fra infusoriekulturen. Dryp-systemer som de første dage hele tiden tilfører yngelen infusorier er mit bedste bud når man skal fodre bittesmå unger. De er konstant sultne og holder dårligt til kun at fodres en gang om dagen. Samtidig kan overdosering med en tvivlsom infusoriekultur betyde at hele kuldet mistes, så man må gå forsigtigt frem. Efter 8-10 dage kan de overlevende unger tage artemia og så kan man ånde lettet op, for så er den værste hurdle overstået. Forsigtige, små vandskift med postevand kan begyndes efter ca. 14 dages fodring med artemia. 
Ved god fodring og god vandkvalitet kan et kuld herefter komme op i en god størrelse på 3-4 måneder og så kan den tilfredse opdrætter nyde det fantastiske syn af en stor flok af disse dejlige kobberfarvede akvariefisk. Det får virkelig den indre akvarist til at vokse, sådan at få et kuld splinter på benene for snart efter at stå med en stor flok smukke ungfisk. 
Opdræt af stimefisk er en disciplin for sig. Chela dadyburjori er nok ikke den nemmeste at gå i krig med, men der er masser af andre interessante arter som ikke er svære at gå til og som giver mange fine oplevelser og et nyt, spændende syn på småfisk. 

Prøv selv!