Onkel Kajs fornemmelser

Af Hans Martin Kieldsen 

Jeg er Kribensisakvarist! 
Sådan begyndte det hele, og jeg er ganske sikker på, at det kommer til at ende sådan også. 
Egentlig er det jo Onkel Kajs fortjeneste, at det er gået så lykkeligt det hele. For Onkel Kaj, -han havde akvarium! Ikke ligesom den lille kasse vi havde i vindueskarmen hjemme, men et STORT et, indbygget i væggen. Og det allerbedste var, at det var indrettet med naturen som forbillede. Ikke for meget "pryd" eller "selskab" eller velfriseret planteskole, men ganske enkelt og meget overbevisende. Han kunne det dér med dybdevirkning; han brugte rødder og terrasseopbygning, og planterne skjulte dele af akvariets dybde, så man ikke bare kunne se, hvad der foregik inde bagved, men måtte acceptere at det ikke er alt, vi mennesker kan stikke vores næse i. Og i den diskrete belysning under de lange cryptocoryneblade som bevægede sig i overfladen, med et par lysstråler hist og her, gik mange forskellige fisk; bl.a. glødelystetra, store røde neon, blanke øksefisk, pragttetra, ægte sommerfuglecichlider og den smukke Nannacara annomala. 
Næ, han havde ikke "fisk", han havde akvarium, og det er som bekendt noget ganske andet! 
Til julekomsammen og fødselsdage hos min Farmor og Farfar endte det tit med, at jeg sad ved siden af Onkel Kaj og lyttede og stillede spørgsmål, som 11-årige, der ikke har akvarium, men meget gerne vil have et, de stiller. Og Kaj kunne fortælle med indlevelse og med hænderne vise, hvordan tetra spiler finnerne ud, når de kredser om hinanden, eller hvordan hans forskellige dværgcichliders revirkampe udspillede sig. 
Så jeg begyndte at komme på besøg hos ham, og jeg husker tydeligt, hvordan vi sad foran akvariet og betragtede sommerfuglecichliderne, når sollyset faldt gennem stuen og spillede i deres sarte farver, og ventede spændt på, at Nannacara-hannen skulle spille op til hunnen, så vi kunne se den lynhurtige totale forandring fra det brunlige olivengrønne til kulsort med et metallisk smagradgrønt skær. Jeg var absolut bjergtaget -og det var Onkel Kaj også! 
Det var ved disse besøg at jeg dannede min forkærlighed for det intime og dunkle miljø i akvariet, det var Onkel Kajs stil. Ikke noget med velfriseret planteskole, eller mere "pryd" end akvarie, eller mere "selskab" end akvarie, men smukt og dragende, med et stænk af naturens egen mystik. 
Onkel Kaj havde også Kribensis! Et fint par, som havde en dyb hule, de selv havde gravet ud, og som de til stadighed arbejde på. Jeg var totalt fascineret af disse kærlige og spændende dyr, som havde så meget sammen, og virkelig hyggede sig. Sådan at se hunnens lille hoved stikke ud af hulen og forsvinde igen, for et øjeblik efter at komme ud i ren arbejdsiver og spytte en mundfuld grus ud og så samtidig flirte med hannen, så man skulle tro, de ikke havde set hinanden i en månedstid! -Dér gik starten... Jeg skulle have Kribensis! Og et akvarie skulle jeg også have... Og der skulle være en grotte, så de kunne få små plettede unger, som ville futte rundt om forældrene, indtil hunnen ville give nogle hurtige signaler med bugfinnerne (Onkel Kaj havde med fagter vist mig hvordan), og ungerne omgående ville synke til bunden og ligge bomstille, til faren var overstået. Denne hér lille cichlidefamilie i den fredfyldte tropiske natur vækkede mit "akvarist-instinkt" og den dag i dag, vil jeg hævde at ægte akvaristik, især handler om at kunne opleve. 
Sikke en akvaristisk appetit jeg havde. Det var ikke så få indretningsplaner og lister jeg fik produceret i den periode. Hvor skulle planterne stå, og hvordan skulle jeg konstruere hulen, og hvem skulle jeg forære ungerne til. Og jeg læste i Politikens "Akvariefisk i farver", så den blev helt laset, og jeg tegnede fisk og akvarier når jeg sad i skolen og var inspireret ved tankerne om akvariet, som min farfar var ved at være færdig med i sit værksted. Og dagen kom selvfølgelig, hvor jeg fik mit eget kribensis-par, -og det fik jeg af Onkel Kaj! 
Det blev til mange lykkelige år, hvor alle mine forventninger blev opfyldt, og jeg blev den glade opdrætter af mange kuld unger, som med stolthed blev afsat til underpris. Flere af mine klassekammerater fik akvarier i denne periode, blandt andet med Kribensis. Endnu er jeg ikke kommet mig over alle de stærke indtryk fra min tidlige karriere som akvarist. Heldigvis! 
Efter 20 år med hobbyen handler det stadig mest om dværgcichlider og opdræt i opholdsakvariet, og jeg har stadigvæk min kærlighed hos fisk, som danner par og passer deres æg og unger sammen. "Kribensis-akvarist" kalder jeg mig, for i dette begreb ligger hele historien og og oprindelsen til min fascination. 
Nu er der jo en velsignet mængde af territoriale cichlider, men jeg holder mig som sagt helst til de mindre arter, for jeg synes slet ikke, at jeg har vand til de store. Det er ikke særligt befordrende for indlevelsesevnen, når der ikke er ordentligt plads til, at fiskene kan vende i akvariet. Derfor er store syd- og mellemamerikanere for eksempel ikke noget for mig endnu, selvom der er rigtigt mange spændende og flotte arter at vælge imellem. Så jeg er lykkelig over, at naturen har frembragt så mange dejlige små cichlider. Små fisk til store akvarier, er et motto jeg forsøger at efterleve. 
Og så holder jeg mig til alt andet end kulturformer! Jeg er til natur og ikke kultur! 
For mig er det vigtigere med den ægte vare, som også er den smukkeste. Jeg synes ikke at en fisk er specielt flot, fordi den har flere farver og ekstraudstyr i form af slør i finnerne eller misdannet krop. Men en naturlig holdning og adfærd, i et akvarium som praktisk og æstetisk "virker", dét giver mig det kick, jeg oplevede første gang i Onkel Kaj´s stue. 
Min hobby har udviklet sig meget med tiden, og jeg holder nu mest tanganyikacichlider i mine akvarier, men jeg vil altid være på jagt efter det samme vidunderlige sug i maven, som satte mig på sporet af vores sælsomme hobby. Tænk en gang, hvis Onkel Kaj havde haft slørhaler og plasticplanter i stedet.....